Reportager & artikler

Tanvir Mokammel: en engageret bangladeshisk instruktør.

Foto Tanvir

Svalerne har inviteret Tanvir Mokammel i Odense og København for at vise to film sidst i juni. Han har fortalt en af vores frivillige medarbejdere om sit spændende kunstneriske og samfundsmæssige arbejde. lytte til interviewet her.

Interviewet varer ca. 20mn. Det er på engelsk. I løbet af interviewet kan man høre henholdsvis Arnob, Bangla, Paban Das Baul, Murung traditionel musik, George Harrisson, Joi og Farida Parveen.

Det er sikkert ikke undgået mange, at Abbé Pierre er død. I den forbindelse var Svalerne i Kristeligt Dagblad 6. februar

læs artiklerne her
og her..

Rejsebrev fra to absolut ikke enlige svaler i Indien

Af Kirsten Nielsen og Helle Vinther Kristensen

Efter at have besøgt flere af de organisationer og kvinder, Svalerne støtter i Indien, er jeg blevet meget stolt over at være svale. Svalernes støtte gør virkelig en kæmpe forskel for kvinderne ude i landsbyerne – det betyder, at de lærer og får mod til at kæmpe for deres rettigheder, og at de får håb for fremtiden.

Jeg er sammen med en anden svale udsendt af Svalerne på den årlige kontaktrejse til Indien, hvor vi besøger vores indiske partnere. Jeg har været aktiv medlem af Svalerne i 4 år, men det er første gang, jeg besøger vores partnere. De organisationer, Svalerne støtter, arbejder primært for at empower kasteløse kvinder og stammefolk til at kæmpe for deres rettigheder.

Jeg er ellers af natur meget skeptisk også over for udviklingsbistand i forhold til, at vi som donorer kommer med vores vestlige krav og værdier til udvikling og i forhold til, om bistanden giver en langvarig positiv udvikling hos målgruppen. Og så er der spørgsmålet, om Svalerne overhovedet skal støtte Indien, som efterhånden er et rigt land, hvor der er mange milliardærer, som kunne hjælpe deres egne folk enten gennem private fonde eller ved en omfordeling af ressourcerne gennem staten. Svaret er et overbevisende JA efter at have set hvilken forskel støtten gør for kvinderne. Støtten giver kvinderne flere muligheder for at leve et værdigt liv og giver dem styrke til at kæmpe for de rettigheder, som den indiske lovgivning på papiret faktisk giver dem.

I Indien er der utroligt mange love, som giver folk - herunder kasteløse og kvinder- forskellige rettigheder. Der er en lov imod hustruvold, lov om ret til 100 dages arbejde, minimumsløn, ligeløn, mulighed for lån og ret til information etc. Men hvordan kan du som analfabet kvinde håndhæve disse rettigheder, når du aldrig har hørt om dem og lever isoleret i hjemmet og sjældent kommer uden for din landsby? Her er det Svalernes arbejde kommer ind i billedet.

Dalit Womens Development Solidarity (DWDS), som er en af de partnere Svalerne støtter, er en kvindeledet organisation, som arbejder med at organisere kvinder og give dem viden om deres rettigheder og ikke mindst mod til at stå frem og kræve deres ret. De hjælper kvinderne med at ansøge om forskellige faciliteter til deres landsby, drikkevand, vej, elektricitet, skøder på deres huse (mange har ikke skøder på deres hus og kan derfor smides ud), samt støtte til børnenes udannelse. Det er en lang proces at søge regeringen om disse ting, og de skal besøge de lokale myndigheder mange gange, inden de kan få myndighederne til at se på sagen, og der kræves ofte bestikkelse. Det er derfor en lang proces – fx har en landsby nu på 10. år søgt om en begravelsesplads uden de har fået noget endeligt svar. Det er meget vanskeligt at søge myndighederne, især når man er analfabet og altid har fået at vide, at man er mindre værd pga det meget fastgroede kastesystem i Indien, som ranginddeler befolkningen. Dertil behøver kvinderne støtte og vejledning, som de får fra DWDS. Derudover har kvinderne brug for undervisning i, hvordan de kan tackle deres sociale problemer. Det er fx ikke normen, at man fortæller om sine problemer til sin mand – men kvinderne lærer, hvordan de som en start kan forsøge at snakke med deres mand og lærer at sige fra fx i forhold til deres sexliv.

Mange kvinder i de landområder, hvor Svalerne arbejder, er undertrykte og må ofte ikke gå uden for deres hus uden deres mands tilladelse. Kvinderne lever altså under mandens dominans og forgodtbefindende. Der er mange problemer med, at mændene drikker og er voldelige overfor kvinderne både mentalt og fysisk. Det er svært at forstå for en blåøjet dansker, at problemet er så udbredt, men det er en del af den indiske kultur, at mændene fra de bliver født regnes for mere værd og derfor kan behandle kvinder, som de vil. Fx prioriterer familier at sende drenge i skole og ved mangel på mad i huset er det også ofte drenge, der får maden. Kvinderne er heller ikke vokset op med, at de kan sige nej til deres mand og finder sig således i, at det er manden der bestemmer, hvordan de skal leve deres liv. Det får virkelig en til at værdsætte, at man som kvinde er vokset op i Danmark og ikke skal kæmpe for sådanne basale rettigheder - selvom der stadig er kampe, der skal kæmpes for ligestillingen.

Medarbejderne i DWDS er alle kvinder, der selv har været undsat for forskellige former for mishandling og har kæmpet sig ud af deres problemer, og nu har overskud til at hjælpe andre kvinder. Det er meget imponerende og ganske ufatteligt, når man selv kommer fra en gennemsnitlig dansk familie og er vokset op i trygge kår. Kvinderne er på den måde stærke, men de har ikke meget uddannelse og har derfor brug for træning i, hvordan de hjælper andre kvinder og i hvilken rettigheder lovgivning giver dem. Dette støtter Svalerne dem i.

Vi har på vores rejse rundt i Tamil Nadu også besøgt SEAS, som er en gammel partner, Svalerne støttede for omkring 10 år siden, og som nu igen får støtte. Organisationen har ved hjælp af frivillighed og lokale bidrag kunnet vedligeholde deres arbejde ude i landsbyerne. Det er dejligt at se, at det kan lykkes SEAS at lave et bæredygtig projekt, der også kører videre efter Svalernes støtte. Svalerne støtter nu SEAS med at udvide deres arbejde til at organisere stammefolk. Vi var ude og besøge en landsby, som var meget fattig. De har ikke ret til at bo det sted, de bor, og frygter at blive smidt væk. De har heller ikke fast arbejde, og der er ikke meget håb for fremtiden. De sender ikke deres børn i skole, da de ikke kan se, at det vil gøre nogen forskel. Landsbyen er meget skeptisk overfor SEAS, da de mange gange er blevet snydt af folk, der siger, de vil hjælpe dem. Nogle højkastefolk har fx taget lån for dem, men har kun givet dem halvdelen af lånet. Det vil derfor tage lang tid at få organiseret denne landsby, men de fleste beboere vil gerne have SEAS’ hjælp. Formålet med organiseringen er at gøre dem bevidste om deres rettigheder, så de fx kan søge om skøder til deres huse og få en mere tryg tilværelse. Men også at fortælle om nødvendigheden af at børnene går i skole for at sikre dem nogle fremtidsmuligheder.

Og om det at være to absolut ikke enlige svaler. Alle steder vi kommer, bliver vi modtaget med brede smil, blomsterkranse og en rød farveklat i panden. Vi bliver ikke bare betragtet som donorer men som ligesindede venner, som også arbejder i det små ved hjælp af frivillig arbejdskraft. På den måde er der en ligeværdighed mellem Svalerne, og de organisationer vi støtter. Organisationerne er generelt glade for at have mulighed for at dele deres erfaringer med os, og vi svaler får en enorm indsigt i projekterne og organisationernes og kvinderne livsbetingelser og problemstillinger, som er helt uundværligt for vores arbejde.

Solskinshilsner fra Syd Indien

Kirsten og Helle

Sakthi - en unik dansetrup af dalitkvinder.

Af Martin R. Nielsen

På Svalernes kontaktrejse til Indien, februar 2006, havde vi den fornøjelse at besøge Sakthi Centret.
I forbindelse med, at vi skulle besøge en ny potentiel 1-årig partnerorganisation i nærheden af Dindigul foreslog vores tolk Ursula, at vi overnattede hos hendes tidligere kollega,
Søster Chandra, der leder Sakthi centret i Dindigul. Med udgangspunkt i en kristen orden optager centret unge såkaldte ”drop out” dalit piger, og giver dem undervisning.
Pigerne har ikke færdiggjort deres skolegang, ofte fordi forældrene enten ikke har,
eller ikke vil, ofre penge på at give dem en uddannelse.
Deres arbejdskraft i marken eller hjemmet værdsættes højere. Pigerne er fra 16 til 22 år.
Der er i øjeblikket 24 piger på centret foruden Søster Chandra og Søster Felei.

Søster Chandra opdagede hurtigt, at det var vanskeligt for pigerne at koncentrere sig om at side stille på skolebænken, forklarer hun imens hun griner.
Til gengæld så hun at musikken og kunsten var i alt, hvad de ellers foretog sig
og hun indså at dette kunne være den platform der skulle til,
for at de kunne udøve deres talenter
og samtidig fange deres interesse for at lære andre færdigheder.

Støttet af en Hollandsk kristen orden, har Søster Chandra med Sakthi centret genoplivet
forsvindende traditionelle kulturarrangementer, der tidligere kun udførtes af mænd bl.a. fordi man mente, at kvinder ikke havde tilstrækkelig styrke og energi.
Herved har Sakthi Centret vist at kvinder godt kan selv og har brudt med disse gamle ideer,
som et skridt på vejen imod kvindefrigørelsen samtidig med at de bidrager til bevarelsen af deres kultur.
Navnet de har valgt til truppen har i øvrigt den duale betydning - kvinde og energi.

De traditionelle danse de opfører, omfatter trommedansen der er dalitternes oprindelige dans.
Blot har Søster Chandra skrevet teksten til sangene, så de stemmer overens med deres budskab om kvindefrigørelse. Derudover er der en dans, hvor pigerne er bevæbnet med to 40 cm stave og danser rundt i komplicerede mønstre imens de med stor præcision
slår stavene sammen i noget der ligner sværdkamp.
Denne dans udspringer fra når mændene drev oksekæren frem og blev traditionelt udført i forbindelse med høsten.
De opfører også en dans med korte stave med bjælder i, der udspringer fra de redskaber fiskerne brugte til at tynge deres garn ned med.
Kun en af dansene blev oprindeligt udført af en kvinde, der balancerede
med en frugtkurv på hovedet og dette kun som et sexobjekt til mændenes underholdning.

Dansetruppen er berømt og optræder over hele Indien på universiteter, kollegier og til regeringsarrangementer.
Især den internationale kvindedag den 8. marts er booket langt ind i fremtiden. De har yderligere optrådt til en verdenskonference i Sydafrika imod racisme i 2001.
Senest har de i 2005, sammen med 32 andre grupper, optrådt til den internationale ungdomsfestival i Syd Korea.

Siden centret startede i 1993 har der været 9 hold og i alt 180 piger har været tilknytte centret.
De fleste bliver til de bliver gift, men mange fortsætter med at komme i dagtimerne selv efter de har stiftet familie.
Søster Felei, der er 22 år, startede selv som elev på centret men valgte at tilslutte sig ordenen,
der bidrager med 40.000 RP om året til at opretholde centret.
Resten af udgifterne dækkes af private bidragsydere og igennem pigernes arbejde.
Pigerne kommer fra forstæder og landsbyer omkring Dindigul og omfatter både hinduer, muslimer og kristne, men Søster Chandra insisterer på,
at man på centret er udenfor religion og kaste.

På centret lærer pigerne at læse og bruger formiddagen på at læse avis og diskutere nyhederne i grupper.
Derudover får de bl.a. lederskabsundervisning, lærer kritisk samfundsanalyse og fremlæggelse samt gennemgår nogle af de kurser det Svalestøttede netværk
af kvindelige NGO leder har udviklet om historie i et kvindeperspektiv, kvindelige rettigheder etc.
Herigennem bliver de uddannet til animatorer og i dannelse af Selvhjælpsgrupper (SHG).
De har dannet SHG’er i 18 omkringliggende landsbyer og har 10 aftenskoler, der underviser 300 ”drop out” børn som dem selv.
Pigerne financierer selv omkostningerne på 5000RP om måneden til lærernes løn
og det har vist sig at forældrene tillader børnene at gå i skole, når de ikke selv skal betale.

Disse aspekter er relativt nye tiltag, der er kommet til efter Søstrene gennemførte en evaluering af centrets første 10 år.
Igennem spørgeskemaundersøgelser på nogle af de skoler, hvor de havde optrådt
opdagede de, hvor stort indtryk deres budskab havde på børnene og indså, at det var tid til at arbejde mere målrettet med at forbedre deres forhold.

Pigerne lærer også håndværk som syning, papirfremstilling, konservering,
kurvefletning og at spinde garn. Kompetencer, der er nødvendige for,
at de kan sikre sig en indkomst, der gør at de kan være uafhængige og blive respekteret.
Disse håndværk formidles videre igennem SHG’erne. Endelig lære de også selvforsvar,
hvilket Søster Chandra mener, er nødvendigt i et samfund, der er præget af overgreb på kvinder.

Opholdet på Sakthi Centret viste med al tydelighed den store omsorg de to Søstre har for pigerne og det gav et indtryk af en stor familie.
Yderligere havde vi den fornøjelse at have den charmerende Søster Felei
med som tolk på vores besøg hos SSSS dagen efter. Der er ingen tvivl om at Søstrene gør et stort stykke arbejde der igennem dansetruppens optræden,
uddannelse af pigerne til animatorer, deres etablering af SHG’er og undervisningen
af ”drop out” børn, når en stor mængde mennesker med en tilsvarende effekt.
Alligevel er der i hvert fald en kontaktrejsende, der godt kan syntes, at det er trist at Søster Felei
har valgt at blive nonne.

..........

Læs mere om Sakthi Centret på www.sakthicentre.org
CD-rom med dansetruppens optræden kan lånes igennem Svalekontoret.

Hosting af dette website sponsoreres af IT-Guide dr. Jones