Kastesystemet
Kastesystemet er et af Indiens største mysterier. - Hvordan det opstod, hvordan det har formået at overleve så længe og hvor meget skade det har forårsaget, er emner der stadig diskuteres. Sammen med lokalorganisationer i Sydindien arbejder Svalerne for bedre vilkår for kasteløse.
De kasteløse Udenfor kastesystemet finder vi de kasteløse eller "de urørlige", som de også kaldes. Den laveste gruppe i samfundet. Nederst i det sociale hierarki findes yderligere forskellige traditionelle stammer og folkeslag, der lever som normader eller seminomader. De tvinges af det etablerede samfund, til at leve i yderområder, og deres børn går kun sjældent i skole. Hver kaste er desuden inddelt i tusinder af grupper eller sociale samfund, som ofte, men ikke altid, er forbundet med et erhverv. Kastesystemet bestemmer det enkelte individs økonomiske og sociale position lige fra fødslen. Forældrenes kaste gives i arv til børnene, og personer af forskellig kaster kan ikke gifte sig indbyrdes, uden at en af dem mister sin kaste.
Der findes konservative religiøse tolkninger, der ud fra en harmoniopfattelse af det indiske samfund opfatter kastesystemet som et harmonisk system, hvor hver enkelt kaste har sin bestemte rolle i samfundet. Opfattelsen kommer fra den hinduistiske tro på Karma – genfødsel. Det er det enkelte menneskes karma, der afgør, til hvilket liv man genfødes til. Med andre ord går det ud på, at de livsvilkår, det enkelte menneske har, er et resultat af handlinger og levemåde i et tidligere liv. Det er en blanding af straf, gengældelse og belønning. Disse tolkninger af kastesystemets funktion har tidligere været dominerende. I dag er de på retur til fordel for tolkninger af kastesystemet som ren og skær institutionaliseret ulighed og undertrykkelse. Livet som Kasteløse - Kastediskrimination De kasteløse, der udgør 25% af befolkningen i Indien, lever under apartheid-lignende forhold hvor de diskrimineres på næsten alle områder. Kasteløse må ikke spise sammen med folk fra en højere kaste eller bruge den samme brønd. I de offentlige skoler sidder kasteløse børn og højkastebørn hver for sig. Kasteløse har ikke adgang til templerne og de har deres egne begravelsespladser. De udfører traditionelt kun de ringeste jobs som gadefejere, toiletrensere og andre erhverv, der betragtes som urene. Kun 20% af de kasteløse ejer jord og deres landsbyer ligger altid skarpt adskilt fra andre kasters, der hvor jorden er dårligst og hvor der er størst fare for oversvømmelse. Husene er oftest af yderst dårlig kvalitet, kun af strå og træ, og der er sjældent elektricitet, kloakering eller rent drikkevand. Offentlige bygninger og sundhedsklinikker ligger kun i højkastelandsbyerne. De kasteløse har også svært ved at beskytte sig imod den daglige chikane fra højere kaster, da de sjældent kan regne med politiets beskyttelse
Kastesystemet er i dag svækket, og i den indiske forfatning står der, at kastesystemet officielt er forbudt. Mahatma Gandhi var medvirkende til starte den proces, der har gjort at Indiens love i dag, formelt set forbyder forskelsbehandling på grund af kastetilhørsforholdet. Der er dog samtidig kommet nye love, som angiver retningslinier for forbedring af de kasteløses vilkår. På den måde vedkender samfundet og loven stadigvæk kastesystemets eksistens. De nye love fungerer som en slags positiv diskrimination gennem et kvotesystem, der gradvist er blevet indført siden uafhængigheden i 1947. Kvotesystemet sikrer, at der reserveres et vist antal pladser til de laveste kaster i den offentlige jobsektor, på universiteterne og i parlamentet. Denne reservationspolitik har ført til voldsomme protester og skabt stor utilfredshed og yderligere fjendtlighed fra de højere kaster, der ellers ville have været sikret disse jobs. Græsrodsorganisationer Størstedelen af de kasteløse lever stadig på samfundets bund og har kun meget ringe mulighed for at forbedre deres situation. Indiske græsrodsorganisationer arbejder imidlertid med at organisere og gøre dem bevidste om deres rettigheder. Sådanne politisk bevidste kasteløse kalder sig ofte for dalitter (de urørlige). Dalitbevægelsen I dag er der en vis positiv social udvikling i gang. Den tager til i takt med, at folk flytter til storbyerne og får andre erhverv og uddannelser. Mange lavkastefolk er blevet bevidste om deres rettigheder. I dag kan en højtstående brahmin (præst/lærd) være fattig, mens et medlem af en håndværkerkaste kan være velhavende. Men størstedelen af de kasteløse lever stadig under fattigdomsgrænsen. De har kun få chancer for at forbedre deres situation. Ude i landsbyerne, hvor de sociale spændinger mellem de kasteløse landarbejdere og jordbesidderne er store, er dalitbevægelsen blandt de urørlige lavkaster og kasteløse stærkere end nogensinde.
Mange dalitter har organiseret sig i græsrodsbevægelser og i politiske partier, og forsøger bl.a. via det demokratiske system, at bekæmpe kastesystemet. Denne organisering har, sammen med reservationspolitikken, forbedret mange forhold for de urørlige, men samtidig er der inden for de sidste 20 år sket en voldsom stigning i antallet af overfald på urørlige, og i voldelige sammenstød mellem dalitter og medlemmer af de højere kaster, der føler sig frustrerede over udviklingen. Fremtiden I det politiske system er der tegn på forandring. I 1997 - 50-året for Indiens uafhængighed - blev en kasteløse, nemlig Raman Narayanan, for første gang indsat som Indiens præsident. Indira Gandhi, der blev myrdet i 1984, var i to perioder, ialt 14 år, Indiens premiereminister, til trods for at hun som ung havde mistet sin højkastestatus da hun giftede hun sig med en mand fra en lavere kaste. Dette er i sig selv et tegn på, at Indien er ved at gå en ny tid i møde, hvor kastesystemets samfundsmæssige betydning gradvist reduceres. De højere kaster er nødt til at forholde sig til, hvad de nu vil gøre, hvis de inviteres til middag hos den "urene" præsident. Kastesystemet har således vist sig at have en vis fleksibilitet, ved f.eks. at stor politisk eller økonomisk magt kan bevirke, at man flytter opad i kastehierarkiet. Denne fleksibilitet er med til at holde liv i kastesystemet - også et pænt stykke ind i fremtiden. Svalerne og de kasteløse U-landsforeningen Svalerne støtter lokaleorganisationer i Sydindien og Bangladesh, der arbejder for bedre vilkår for kasteløse. Organisationerne har lokale ledere og medarbejdere, som arbejder for at tilgodese rettigheder og behov for grupper som dalitterne, der holdes uden for det almindelige samfund. En stor del af arbejdet består i at oplyse de kasteløse om deres rettigheder, undervisning i helbred, børneopdragelse og hygiejne samt skrive og læsefærdigheder. Der organiseres også fællesopsparing og oplæring i f.eks. landbrug, der kan hjælpe de kasteløse med at forbedre deres levevilkår. Hjælpen fra Danmark Svalerne er også medlem af Dalit Solidaritesnetværk Danmark (DSN-DK) som blev stiftet i 2002 af 7 danske organisationer. DSN-DK har som overordnet formål, at øge den politiske bevågenhed og iværksætte konkrete aktiviteter, der kan medvirke til afskaffelsen af kastediskrimination. DSN-DK samarbejder med andre nationale dalit solidaritetsnetværk i Europa og partner-organisationer i lande, hvor kastediskriminationen praktiseres. Netværket er medlem af international Dalit Solidarity Network. De 7 danske organisationer Amnesty International CARE Danmark Folkekirkens Nødhjælp Kvindernes U-landsudvalg Mellemfolkeligt Samvirke Red Barnet U-landsforening Svalerne |
