Partnere i Indien
Partnere i IndienSvalerne har syv samarbejdspartnere i Sydindien. Tre af organisationerne får støtte for tre år ad gangen, det drejer sig om DWDS, IID og RPWO. Fire af organisationerne modtager ét-årig støtte. Det gælder CRED, ICF, SEAS og FEWIN. FEWIN har fået støtte i to perioder à ét år med henblik på et tre-årigt partnerskab og støtte til at finde større donorer. Tre-årige partnerskaber DWDS Svalerne har samarbejdet med Dalit Women´s Development Solidarity, også kaldet DWDS, i snart otte år. Organisationen ledes af Mary Elizabeth, en ildsjæl der har arbejdet med organisering af kvinder og forbedring af Dalitkvinders vilkår i mange år. Foruden hende arbejder seks andre kvinder i DWDS; (Kavitha, Jeeva, Jabamali, Parvati, Chandra og Stella) DWDS har nu dannet sangams (grupper á ca. 12-20 kvinder) i 24 landsbyer. Kvinderne mødes en til to gange om måneden sammen med en medarbejder fra DWDS. Her diskuteres og undervises i kvinders rettigheder, helbreds- og familieforhold, lokalpolitik, og hvordan man henvender sig til myndighederne om at få de basale rettigheder opfyldt, såsom rent drikkevand, elektricitet, ordentlige vejforhold og lignende. I ni af landsbyerne har grupperne fulgt et regeringsprogram og etableret sig som selvhjælpsgruppe, hvor de yderligere laver en fælles opsparing. Når gruppen har opsparet penge regelmæssigt i ½ år, har de ret til at tage et banklån på rimelige vilkår. Lånene er beregnet på forbedring af levestandarden og øget indkomst igennem etablering af indkomstgenererende aktiviteter, enten individuelt eller fælles. I en af landsbyerne har de for eksempel med rimelig succes startet en produktion af røgelsespinde. Grunden til at DWDS satser på opsparingsprogrammerne er, at de har erkendt, at det er nødvendigt at kvinderne får en øget økonomisk uafhængighed for at have overskud til at engagere sig i politik. Alle sangams tilknyttet DWDS er organiseret i en føderation. Syv medlemmer i hver sangam udgør en komité, der mødes med andre komitéer hver anden måned for at udveksle erfaringer og planlægge aktiviteter såsom demonstrationer, kampagner m.m. Etableringen af sangams har betydet, at kvinderne har ændret holdning til det at hjælpe hinanden. De har indset, at organisering giver styrke til dem alle. Derfor hjælper de også andre kvinder med at danne sangams. Kvinderne har også opnået større selvtillid gennem organiseringen og den beskedne økonomiske forbedring deres projekter har skabt. Aktiviteterne har ikke forøget deres indkomst væsentligt, men det har gjort dem fri af lånehajer. Kvinderne har desuden fået mere mod til at kræve deres rettigheder. Konkret er der det seneste år blevet udformet flere ansøgninger om regeringsprogrammer: Tre ansøgninger om etablering af begravelsespladser er blevet godkendt. Der er blevet bevilliget 40 regeringsfinansierede huse. Tre ud af fire ansøgninger om vandposter er godkendt. 15 ud af 20 ansøgninger om rationskort og 15 ud af 25 ansøgninger om forsamlingshuse er godkendt, og endelig er ni ud af ti ansøgninger om elektricitet godkendt. DWDS´s organisering af kvinderne i sangams og de mange ansøgninger om regeringsprogrammer har bevirket, at der er og vil blive gjort mange tiltag til forbedring af levevilkårene for dalit familier i de pågældende landsbyer. Men måske endnu vigtigere; det har givet et stort antal kvinder tilstrækkelig selvtillid og viden om deres rettigheder og muligheder til, at de stiller op til lokalrådsvalget, hvilket vil give dem en reel mulighed for at påvirke dalitters forhold i området. RPWO Rural People’s Welfare Organisation arbejder med empowerment af kvinder og unge mænd fra Irula-stammen. De har base i Harur og ledes af Mr. Kumar. Svalerne støtter dem årligt med 175.000 Rps (ca. 22.000 Dkr.) Der er fem medarbejdere i RPWO, og de arbejder nu i 15 landsbyer. I alle disse landsbyer er der kvindesangams, som også har sparet penge op. I fire af landsbyerne er der desuden dannet sangams for mænd. Sangamene sender anmodninger til myndighederne om at få adgang til regeringens programmer for landrettigheder, elektricitet, vandpumper osv. Et af de største problemer er dog, at det trods ihærdig indsats endnu ikke er lykkedes at skaffe Irulaerne det certifikat, som viser at de tilhører stammefolket. Derved er de afskåret adgang til flere af regeringens programmer for stammefolk. Irulastammen er oprindelig en samlerkultur, som lever af de rødder og planter, de kan finde i skoven. De høster honning, holder høns, samler brænde og jager og spiser kaniner og rotter. Mange er ansat som daglejere enten i landbruget eller på rismøller. Ofte er de blevet stavnsbundet til dette arbejde. I Irulasamfundene er mænd og kvinder ligeværdige, men i takt med at de bliver indlemmet i den almindelige indiske kultur, ændrer dette forhold sig også. Irulaernes religion er centreret omkring guden Kanniammal, som er en laverestående gud i Hinduismen. Traditionelt har Irulaerne levet isoleret i områder omkring skovene og har ikke haft kontakt med andre mennesker. De har tidligere været bange for verden omkring dem og følt sig ude af stand til at kontrollere deres egen skæbne, hvilket især skyldes den diskrimination, de i generationer har været udsat for. De fleste af de landsbyer, som RPWO arbejder i, ligger ret afsides og der er dårlige veje og busforbindelser dertil. Andre landsbyer har vist interesse for at komme med i projektet, men mange af dem ligger for langt væk til, at RPWO kan overkomme det. I starten var Irulaerne skeptiske over for RPWO, men ved at de jævnligt er kommet i landsbyerne og har snakket om problemerne, har de skabt motivation til dannelse af sangams. Når de starter i nye landsbyer tager de derfor medlemmer fra eksisterende sangams med til at introducere sig. Dette skaber tillid. RPWO’s arbejde har bl.a. ført til, at en meget stor del af børnene nu kommer i skole. Tidligere var de i én af landsbyerne ikke klar over, hvad en skole var. Igennem RPWO’s arbejde har flere af sangamene fået mod på at henvende sig til myndighederne og kræve deres ret selv. Sangammedlemmerne har opdaget, at de opnår større respekt igennem organisering, og i en landsby overvejer de derfor at deltage i et stammeråd sammen med andre Irulaer. De udtaler, at de er klar til at kæmpe for deres rettigheder. IID Indian Institute of Development blev oprettet i 1993 af John Britto, som stadig leder organisationen. IID arbejder i Thanjavur med dannelse af selvhjælpsgrupper. Svalerne støtter nu et tre-årigt projekt omkring en revolving fund (pengeudlånspulje, hvor det tilbagebetalte udlånes til andre). IID har startet en slags andelsbank blandt selvhjælpsgrupperne – Anbulagam Women’s Bank. Svalernes støtte er øremærket til trelandsbyer: I Nedungulam har 36 kvinder i 2004 lånt hver 4000 Rps (ca. 500 ddkr.) til køb af fire geder. På et år kan kvinderne tjene ca. 2400 Rps (300 dkr.) ved at sælge kidene. Lånene er blevet tilbagebetalt hurtigere end forventet, og derved har yderligere 15 kvinder indtil videre fået lån som bl.a. bruges til at finansiere deres børns uddannelse. I Palayapatti har 15 kvinder lånt hver 10.000 Rps (12.600 dkr.) til køb af en ko. Hvis de investerer i ordentligt foder, kan de tjene 25 Rps (3 dkr.) om dagen på salg af mælk. På længere sigt kan de også tjene på gødning og på kalvene. Den tredje bevilling var oprindelig tiltænkt pottemagervirksomhed i landsbyen Kurumbati. De har dog opnået regeringslån, og derfor har grupperne i fællesskab besluttet, at pengene i stedet for skal gå til rehabilitering af tidligere gældsslaver. Indtil 1967 var de 20 familier i landsbyen gældsslaver for en lokal herremand. Ved indførsel af en lov fordeltes jorden imellem disse folk, men for tre år siden tog herremanden jorden fra dem igen. Herved er de blevet både jord- og arbejdsløse. I forbindelse med sin søns bryllup har herremanden desuden krævet en gave på 1000 Rs. fra hver familie. De der ikke betalte, blev udsat for trusler og vold. Pengene skal anvendes til at give disse mennesker lån til køb af geder. Der er tilstrækkelig vand og vegetation som forudsætning for husdyrhold i området. Folk ser op til låntagerne og de har opnået en forøget status i landsbyerne uden at det skaber øget ulighed. Lånene giver kvinderne optimisme i forhold til fremtiden ligesom den større økonomiske frihed giver dem en bedre forhandlingposition og større uafhængighed af deres mænd, der som oftest er dårlige forsørgere. Dette motiverer andre kvinder til at søge optagelse i selvhjælpsgrupper. FEWIN Freedom and Empowerment of Women’s Integrated Network er en relativt nyoprettet organisation, der har til formål at danne et netværk mellem 12 kvindeledede NGO’er i Tamil Nadu. FEWIN arbejder for at forbedre kvinders vilkår især for dalitkvinder. I Indien anses kvinder for lavere rangerede end mænd, og i ægteskabet dominerer manden. Netværket er et forum hvor kvinder frit kan udtrykke sig, stille forslag og planlægge. Svalerne støtter på andet år opbygningen af dette netværk, som engang skal munde ud i en fagforening for kvinder. Pengene bruges til træning og kapacitetsopbygning af de 12 FEWIN medlemmer. Kvinderne giver lærdommen videre til deres respektive NGOer og til de landsbykvinder, der deltager i selvhjælpsgrupperne. Gennem erfaringsudveksling og udvikling af ny viden og nye metoder styrker netværket de enkelte NGO’er. Gennem samarbejdet med FEWIN får Svalerne erfaring med netværksdannelse. På længere sigt kan vi videregive erfaringerne til vores øvrige partnere i Indien. Fewin er imidlertid for stor en mundfuld for Svalerne alene. Med dette års støttebidrag har Fewin lagt grundstenene til en fagforening i tre distrikter. Målet er at dække alle de distrikter, Fewin medlemmerne repræsenterer. Derfor håber Svalerne at andre – og større - organisationer har lyst til at engagere sig i dette projekt. Et-årige partnerskaber CRED Centre for Rural Education and Development har fået penge til et projekt, der skal lære landsbyfolk at holde de fælles arealer i landsbyen rene og forhøje deres miljømæssige bevidsthed. Således forventes hygiejnen, sygdomsfrekvensen og miljøet i landsbyen væsentligt forbedret. 36 kvinder fra tre forskellige landsbyer skal uddannes i de miljømæssige konsekvenser ved den nuværende hygiejnestandard og i hvordan dette formidles til resten af landsbyen. Desuden støttes indkøb af skraldespande til hhv. kompostérbart og ikke-kompostérbart affald, koste, trillebøre etc. ICF Indian Community Foundation har fået penge til et solfangerprojekt. Fordelene ved at lave mad over et solfangerkomfur er mange: afskovningen reduceres, CO2 udslippet vil mindskes, kvinderne slipper for det hårde og sundhedsskadelige arbejde med at samle brænde, antallet af øjen- og luftvejsinfektioner vil mindskes og kvinderne får mere tid til andet arbejde Ifølge ICF promoverer den indiske regering miljømæssig bæredygtig energi, hvilket udmøntes i, at alle, der får undervisnin i, og består en prøve i brug af solenergi vil få et solfanger-komfur af regeringen. ICF vil i løbet af det Svalestøttede år undervise 100 kvinder. Hvis alt går vel vil interessen sprede sig som ringe i vandet. SEAS Social Education & Action Society er etableret i 1984, arbejder i Thiruporur i og ledes af Samuel Selvam. SEAS er en tidligere partner og de har fortsat deres aktiviteter efter at Svalernes støtte ophørte for 15 år siden. Og det til trods for at de ikke har haft faste eksterne donorer i denne periode. Udover lederen er der fire eller fem medarbejdere i SEAS som arbejder på deltid eller frivilligt pga. manglende midler. SEAS arbejder med to målgrupper: dalitter og stammefolk. Svalerne har foreløbig indgået aftale med SEAS om støtte for et år for at give dem mulighed for at forstærke indsatsen i forhold til Irulaerne. Der er på nuværende tidspunkt dannet sangams i 110 dalit-landsbyer. I visse landsbyer både for kvinder og for yngre mænd. Sangamene er organiseret i en selvstændigt fungerende føderation ved navn OSMS. Føderationen er politisk aktiv og enkelte medlemmer er stillet op til lokalrådsvalg. Én er blevet valgt til lokalrådspræsident og flere er valgt som menige medlemmer. SEAS har også organiseret 450 familier fra Irulastammen i sangams. Sangamene er yderligere organiseret i en føderation ved navn AIDM. I Thiruporur Block har otte landsbyer opnået at få regeringsbyggede huse, ejendomsret, veje og elektricitet. I Kattangulathur har kun én af 27 landsbyer fået regeringsbyggede huse, og i Madurandam gælder det for fem landsbyer. I alle sangamene opsparer hvert medlem 5 Rps. pr måned. Opsparingen fungerer som en revolving fund, der lånes ud til medlemmerne på skift. Sangamene er selv ansvarlige for bogføring og administration af fonden. Igennem SEAS’s hjælp til ansøgninger til myndighederne er der opnået indkomstskabende projekter til mange familier. Et eksempel er fremstilling af mursten. Det giver familien en daglig indtægt på ca. 200 Rps. (25 dkr.) i sæsonen, når både kvinden og manden arbejder. Et andet projekt omhandler indsamling af planter til naturmedicin. |
